torsdag, januar 25, 2007

Hvornår har du sidst været stolt over at være dansker?

Hvornår har du selv været stolt over at være dansker, og hvornår har du været beskæmmet?
Det er spørgsmål, som jeg fik aktiveret, mens jeg hørte en radioudsendelse her i aften, mens jeg stod i køkkenet og forberedte festmad til weekenden.
Det var et stilfærdigt interview med Inge Thorning fra Interkulturelt center i Århus, som gjorde, at jeg selv egentlig følte mig lidt stolt over, at vi har danskere som hende.

Jeg må beskæmmet vedgå, at jeg hverken kendte hendes navn eller hendes center og indsats. Men for mig var der så mange erfaringer og meninger, hun gjorde rede for, som svarede til mine egne erfaringer, selv om jeg ikke har nogen speciel erfaring med at fremme etniske gruppers trivsel og udvikling i Danmark. Samtidg var der naturligvis masser af pointer, hun fremførte, som jeg finder meget tankevækkende og nyttige. (Det triste er, at centret er lukket med udgangen af år 2006, trods dets fremragende resultater og ekspertise i et højaktuelt område.)

Det var også erfaringer, som svarede til sund fornuft, for eksempel at et tilbud om aktivering for en person uden arbejde sjældent kan måle sig med at få et arbejde, hvor resultatet af arbejdet er værdsat.

Så det handlede meget om at give alle mennesker selvværd og tiltro til egne evner. En tanke, jeg selv har båret rundt på i mange år som et mantra for en bedre verden.

Men interviewet mindede mig også om, at jeg tydeligt husker, hvor stolt af at være dansker, jeg blev, da jeg hørte om en dansk ansat kvinde i EU's statistiske kontor. Hun havde været vedholdende om at forfølge en sag om korruption eller svindel blandt overordnede i kontoret. Det er en hel del år siden, og så vidt jeg er orienteret, så har denne beundringsværdige person komplet fået ødelagt sit helbred på grund af alt det, som hun måtte gå igennem med sagen, mens de skyldige blot fik andre stillinger i EU.

Det var i en periode, hvor jeg lagde en stor del af arbejdet for mit universitet som rådgiver for Undervisningsministeriet i Thailand, så følelsen af at være dansker var måske så meget stærkere som udsendt fra et lille land i en stor verden.

Det var i øvrigt også under en udstationering i Thailand, jeg på BBC hørte om den på det tidspunkt nyetablerede regerings massive indsats for at skære ned på Danmarks ulandsbistand og hele indsats for miljøbeskyttelse, - men det er jo en anden sag. Dog husker jeg meget tydeligt min frustration over, at her mistede jeg et af de andre punkter, hvor jeg tidligere havde følt mig stolt over at være dansker i dobbelt forstand.

Ovenstående synspunkter og ’følelser’, som nogen vil kalde det, har meget med vores uddannelser at gøre. Jeg går ikke ind for, at vi i danske skoler skal have en bestemt opfattelse af, hvad eleverne skal være stolte af eller beskæmmede over.

Men vi skal kunne diskutere sådanne spørgsmål. Ikke fordi de er vigtigere end at lære at læse og lægge sammen, men fordi de er fundamentale spørgsmål at forholde sig til, hvis eleverne skal vokse op til at blive engagerede voksne i et lille land i en globaliseret verden.

Ingen kommentarer: