onsdag, november 21, 2007

Ret din undervisning mod ’Uddannelse for Bæredygtig Udvikling’

Du har sikkert forfærdeligt travlt med at varetage din daglige undervisning og leve op til de utallige krav, der vælter ind over skolen. Alligevel kan du have glæde af kort at stoppe op og sætte dig lidt ind i, hvad der tænkes på med ’Uddannelse for Bæredygtig Udvikling’.

Dette udtryk bliver nemlig en fællesnævner for mange af de fornyelser, vi bliver nødt til at få gennemført i det danske uddannelsessystem de kommende år.

De påtrængende ændringer i det globale klima, med store udsving i vejret lokalt, har skabt politisk opmærksomhed om den globale udvikling. Nu tales der ikke mere, om klimaændringerne er menneskeskabte eller ’blot’ naturlige svingninger, men om hvor meget og hvornår og hvor henne, hvilke virkninger viser sig.

Som vi har set det gentagne gange inden for de seneste 50 år, er det først, når der er ’lig på bordet’, at de politiske systemer begynder at tage problemerne for sundhed og miljø alvorligt. Men uddannelse for bæredygtig udvikling handler ikke blot om stigende CO2 og klimaproblemer, men om meget andet.

Uddannelse for bæredygtig udvikling er naturligvis en følge af, at meget store dele af den nuværende udvikling må betragtes som ikke-bæredygtig, d.v.s. at den ikke kan fortsætte i det lange løb. Vi kan ikke blive ved med at trække flere fisk op af vandet, end fiskebestandene kan gendanne, og vi kan ikke blive ved at bruge af mineraler, der kun findes i begrænset mængde. Men ambitionen med uddannelse for bæredygtig udvikling rækker langt bredere end som så.

Uddannelse for bæredygtig udvikling, også kaldet UBU, handler nemlig først og fremmest om mennesker. Det er mennesker, der har goderne ved udnyttelsen af resurserne, og det er også mennesker, der får problemerne med overforbrug af resurser og tilknyttet forurening. Man vil have meget let ved at finde eksempler på, at det oftest er andre mennesker, der må lide med ulemperne, end de mennesker, der fik glæde af fordelene.

Sidder du ved rattet inde i bilen, eller knokler du på cyklen bag bilens udstødningsrør, kan tages som et billedligt eksempel på uligheden. Langt mere dramatiske eksempler vil være at finde i sammenligninger mellem de rige lande og ulandenes vilkår, og mellem forskellige befolkningslag i det enkelte land.

Uddannelse for bæredygtig udvikling er søgt defineret i en dansk sammenhæng som:

Uddannelse for Bæredygtig Udvikling er uddannelse og folkeoplysning, der tager ønsket om bæredygtig udvikling alvorligt med henblik på, at deltagerne får det bedst mulige grundlag for at kunne overveje og handle kompetent og engageret i samspil med andre i forhold til komplekse, kontroversielle problemstillinger af betydning for nuværende og kommende generationers livskvalitet og den globale udvikling.

Læg mærke til

- At ’bæredygtig udvikling’ ikke findes som en entydig situation, der er givet på forhånd. Aspekter, der ikke er bæredygtige, er for eksempel langt nemmere at identificere, end eksempler på udviklingstræk, der helt sikkert er bæredygtige.
Desuden kræver opfattelser af, hvad der er bæredygtigt, afvejelser af interesser og værdier i forhold til, hvad man ønsker sig af udviklingen.

- Ingen moralisering, og der tales ikke om holdningsskift. - Det er deltagelse og engagement, der er nøglen

– Den demokratiske deltagelse og nytænkning har førsteprioritet. - Livskvalitet for nuværende og kommende generationer er i fokus, og hvad livskvalitet er for den enkelte og i et samfundsperspektiv bliver vigtigt at drøfte og finde frem til.

- Alt skal ses i et udviklingsperspektiv og dermed rettes mod, at udviklingen bestemmes/besluttes af mennesker og de systemer, vi skaber.
Uden denne forestilling er der ikke plads til demokrati og medansvarlighed.

Hvad bestemmer livskvaliteten?

Menneskers livskvalitet nu og i fremtiden er afhængig af mange ydre ting, foruden af den enkeltes opfattelse af sig selv og livet:

- Økonomi

- Naturresurser

- Et sundhedsfremmende miljø på alle måder, herunder
- et rent fysisk miljø
- et trygt socialt miljø, der bl.a. styrker følelsen af selvværd og accept
- mmm

Uddannelse for bæredygtig udvikling bliver dermed en fællesnævner for mange af de udfordringer, som vi står overfor i verden og i Danmark som samfund og som ansvarlig for opdragelse og uddannelse af de opvoksende generationer i en globaliseret verden.

Et tiår for Uddannelse for bæredygtig udvikling Udviklingen af uddannelse for bæredygtig udvikling har været så påtrængende, at UNESCO under FN har udpeget tiåret 2005-2014 til tiåret for Uddannelse for bæredygtig udvikling globalt.

Mange initiativer er sat i gang både globalt og regionalt, og alle lande arbejder i dag med at finde deres egne prioriteringer for, hvordan man bedst udvikler og styrker hele området uddannelse for bæredygtig udvikling i alle uddannelser og som led i folkeoplysningen.

Det samme sker i Danmark med Undervisningsministeriet og Miljøministeriet i førertrøjen. Her kan man forhøre sig om, hvordan området styrkes i en dansk sammenhæng.

Du finder en kort powerpoint præsentation på dansk om nogle fokusområder for uddannelse for bæredygtig udvikling i Danmark på http://www.EducationForSustainableDevelopment.com
Her er der også links til flere resurser på nettet.

Søren Breiting arbejder med udvikling af uddannelse for bæredygtig udvikling på DPU se http://www.dpu.dk/om/breiting med vægt på både udviklingen i Danmark og internationalt, bl.a. som medlem af flere internationale organisationer for UBU eller ESD.
Artiklen er fra Gratis Artikler

Ingen kommentarer: