Iværksætteri med perspektiv i skolen
Iværksætteri skal ind i skolen! – Det er jeg enig i, hvis det sker med det rette perspektiv.
Jeg har arbejdet med pædagogisk forskning og udvikling gennem mere end 30 år. Derfor forstår jeg alt for godt lærernes træthed over, at skolen altid skal løse samfundets uløste store problemer. Det må ikke ske ved en forstærket indsats for iværksætteri i skolerne.
En satsning i skolen på iværksætteri skal dreje sig meget lidt om økonomi og meget om innovation. Det er de menneskelige egenskaber og kompetencer, der er potentialet i at styrke feltet: Lydhørhed og samarbejdsevne er lige så vigtige kvaliteter som selvtillid og vedholdendhed.
Innovative kompetencer er lige så meget knyttet til selvstændig, kritisk tænkning og evne til at gå på tværs af etablerede vidensområder, som det drejer sig om at få gode ideer og have lyst til at forfølge dem.
Det skal være spændende og meningsfyldt for både elever og lærere at engagere sig i fornyelsen af skolens indhold. Eleverne lærer meget mere, hvis de får lejlighed til at arbejde med problemer og perspektiver, de selv er optaget af, end af at blive påduttet at skulle løse andres problemer.
Børn er ikke, som mange tror, kun optaget af deres allernærmeste problemer. Mange gør sig bekymrede tanker om både den fjernere omverden og om, hvordan fremtiden mon vil blive til at holde ud.
I Danmark er vi på mange måder nået langt, både velfærdsmæssigt, miljømæssigt, økonomisk og socialt. Vi har meget at byde på, som de unge så at sige får med sig med modernælken.
Alene det, at de unge vokser op i en stærk demokratisk tradition, kan jeg se giver et stort forspring i forhold til unges bagage i mange andre lande. Samtidig har vi fra vores lille land en tradition for udblik, som man helt savner i mange store lande. Disse forhold bør spille en stor rolle, når vi ser på potentialet for iværksætteri i en globaliseret verden.
Den mest lovende tematiske tilgang til iværksætteri i skolen vil være at knytte det til arbejde med bæredygtig udvikling. Ved at hjælpe eleverne til at udvikle forestillinger om bæredygtig udvikling og lade dem arbejde med overskuelige mulige løsninger til konkrete problemer vil det være muligt at lave en meget spændende undervisning, som både har perspektiv for eleverne, for lærerne og for Danmarks fremtid.
Internationalt befinder vi os i det 3. år af FNs 10-år for uddannelse for bæredygtig udvikling. Et indsatsområde, som vi så småt er ved at komme i gang med i Danmark. Jeg har en forhåbning om, at blandt andet Undervisningsministeriet vil starte en meget velkommen større indsats for, at bæredygtigt iværksætteri i skolerne kan blive en realitet.
En indsats i skolerne for at fremme den danske iværksætterkultur skal hverken skabe flere grønthandlere eller psykopater i jakkesæt, men udvikle nye tanker og løsninger i en globaliseret verden i hastig forandring.
Ovenstående kan i dag læses som en Kommentar i dagbladet Børsen.
tirsdag, januar 30, 2007
torsdag, januar 25, 2007
Hvornår har du sidst været stolt over at være dansker?
Hvornår har du selv været stolt over at være dansker, og hvornår har du været beskæmmet?
Det er spørgsmål, som jeg fik aktiveret, mens jeg hørte en radioudsendelse her i aften, mens jeg stod i køkkenet og forberedte festmad til weekenden.
Det var et stilfærdigt interview med Inge Thorning fra Interkulturelt center i Århus, som gjorde, at jeg selv egentlig følte mig lidt stolt over, at vi har danskere som hende.
Jeg må beskæmmet vedgå, at jeg hverken kendte hendes navn eller hendes center og indsats. Men for mig var der så mange erfaringer og meninger, hun gjorde rede for, som svarede til mine egne erfaringer, selv om jeg ikke har nogen speciel erfaring med at fremme etniske gruppers trivsel og udvikling i Danmark. Samtidg var der naturligvis masser af pointer, hun fremførte, som jeg finder meget tankevækkende og nyttige. (Det triste er, at centret er lukket med udgangen af år 2006, trods dets fremragende resultater og ekspertise i et højaktuelt område.)
Det var også erfaringer, som svarede til sund fornuft, for eksempel at et tilbud om aktivering for en person uden arbejde sjældent kan måle sig med at få et arbejde, hvor resultatet af arbejdet er værdsat.
Så det handlede meget om at give alle mennesker selvværd og tiltro til egne evner. En tanke, jeg selv har båret rundt på i mange år som et mantra for en bedre verden.
Men interviewet mindede mig også om, at jeg tydeligt husker, hvor stolt af at være dansker, jeg blev, da jeg hørte om en dansk ansat kvinde i EU's statistiske kontor. Hun havde været vedholdende om at forfølge en sag om korruption eller svindel blandt overordnede i kontoret. Det er en hel del år siden, og så vidt jeg er orienteret, så har denne beundringsværdige person komplet fået ødelagt sit helbred på grund af alt det, som hun måtte gå igennem med sagen, mens de skyldige blot fik andre stillinger i EU.
Det var i en periode, hvor jeg lagde en stor del af arbejdet for mit universitet som rådgiver for Undervisningsministeriet i Thailand, så følelsen af at være dansker var måske så meget stærkere som udsendt fra et lille land i en stor verden.
Det var i øvrigt også under en udstationering i Thailand, jeg på BBC hørte om den på det tidspunkt nyetablerede regerings massive indsats for at skære ned på Danmarks ulandsbistand og hele indsats for miljøbeskyttelse, - men det er jo en anden sag. Dog husker jeg meget tydeligt min frustration over, at her mistede jeg et af de andre punkter, hvor jeg tidligere havde følt mig stolt over at være dansker i dobbelt forstand.
Ovenstående synspunkter og ’følelser’, som nogen vil kalde det, har meget med vores uddannelser at gøre. Jeg går ikke ind for, at vi i danske skoler skal have en bestemt opfattelse af, hvad eleverne skal være stolte af eller beskæmmede over.
Men vi skal kunne diskutere sådanne spørgsmål. Ikke fordi de er vigtigere end at lære at læse og lægge sammen, men fordi de er fundamentale spørgsmål at forholde sig til, hvis eleverne skal vokse op til at blive engagerede voksne i et lille land i en globaliseret verden.
Hvornår har du selv været stolt over at være dansker, og hvornår har du været beskæmmet?
Det er spørgsmål, som jeg fik aktiveret, mens jeg hørte en radioudsendelse her i aften, mens jeg stod i køkkenet og forberedte festmad til weekenden.
Det var et stilfærdigt interview med Inge Thorning fra Interkulturelt center i Århus, som gjorde, at jeg selv egentlig følte mig lidt stolt over, at vi har danskere som hende.
Jeg må beskæmmet vedgå, at jeg hverken kendte hendes navn eller hendes center og indsats. Men for mig var der så mange erfaringer og meninger, hun gjorde rede for, som svarede til mine egne erfaringer, selv om jeg ikke har nogen speciel erfaring med at fremme etniske gruppers trivsel og udvikling i Danmark. Samtidg var der naturligvis masser af pointer, hun fremførte, som jeg finder meget tankevækkende og nyttige. (Det triste er, at centret er lukket med udgangen af år 2006, trods dets fremragende resultater og ekspertise i et højaktuelt område.)
Det var også erfaringer, som svarede til sund fornuft, for eksempel at et tilbud om aktivering for en person uden arbejde sjældent kan måle sig med at få et arbejde, hvor resultatet af arbejdet er værdsat.
Så det handlede meget om at give alle mennesker selvværd og tiltro til egne evner. En tanke, jeg selv har båret rundt på i mange år som et mantra for en bedre verden.
Men interviewet mindede mig også om, at jeg tydeligt husker, hvor stolt af at være dansker, jeg blev, da jeg hørte om en dansk ansat kvinde i EU's statistiske kontor. Hun havde været vedholdende om at forfølge en sag om korruption eller svindel blandt overordnede i kontoret. Det er en hel del år siden, og så vidt jeg er orienteret, så har denne beundringsværdige person komplet fået ødelagt sit helbred på grund af alt det, som hun måtte gå igennem med sagen, mens de skyldige blot fik andre stillinger i EU.
Det var i en periode, hvor jeg lagde en stor del af arbejdet for mit universitet som rådgiver for Undervisningsministeriet i Thailand, så følelsen af at være dansker var måske så meget stærkere som udsendt fra et lille land i en stor verden.
Det var i øvrigt også under en udstationering i Thailand, jeg på BBC hørte om den på det tidspunkt nyetablerede regerings massive indsats for at skære ned på Danmarks ulandsbistand og hele indsats for miljøbeskyttelse, - men det er jo en anden sag. Dog husker jeg meget tydeligt min frustration over, at her mistede jeg et af de andre punkter, hvor jeg tidligere havde følt mig stolt over at være dansker i dobbelt forstand.
Ovenstående synspunkter og ’følelser’, som nogen vil kalde det, har meget med vores uddannelser at gøre. Jeg går ikke ind for, at vi i danske skoler skal have en bestemt opfattelse af, hvad eleverne skal være stolte af eller beskæmmede over.
Men vi skal kunne diskutere sådanne spørgsmål. Ikke fordi de er vigtigere end at lære at læse og lægge sammen, men fordi de er fundamentale spørgsmål at forholde sig til, hvis eleverne skal vokse op til at blive engagerede voksne i et lille land i en globaliseret verden.
onsdag, november 01, 2006
Bæredygtig iværksætterkultur og folkeskolen - fremme af uddannelse for Bæredygtig Uddannelse
Iværksætteri starter ofte i det små gennem nye måder at løse gamle problemer på og masser af gå-på-mod og selvtillid. Jævnligt ender det i ingenting, men ofte går det bedre end omgivelserne spåede.
I 2005 tog verden hul på et højt prioriteret 10-år for Uddannelse for Bæredygtig Udvikling (Education for Sustainable Development, eller ESD) under UNESCO. Det har sat fokus rundt omkring i verden på, hvor vigtig en rolle både de almene skoler og de erhvervsrettede uddannelser er for, at unge mennesker udrustes til en verden i forandring. De lande, der tænker langsigtet, bliver formodentlig også de langsigtede vindere. Et land som Sverige har for eksemplet satset rigtigt meget på feltet, både forskningsmæssigt og gennem udvikling af uddannelser.
Det handler ikke om at blive skolet til en bestemt form for løsninger på allehånde problemer, som p.t. ikke klares bæredygtigt. Men det handler om at blive rustet til at kunne udvikle kreative løsninger på velkendte og nye problemer på alle niveauer, og være i stand til at udnytte viden og tanker fra et utraditionelt bredt spektrum af vidensområder. Det handler også om at være god til at samarbejde, - ikke blot at være god til at føre sine synspunkter frem, men også til at være god til at lytte og forstå, hvad andre har på hjertet.
I folkeskolen har vi generelt meget dygtige lærere til at få tingene til at glide og få de fleste med. Der er nu en øget satsning på udvikling af fagligheden i en række grundlæggende fagområder som naturfagene, dansk, sprog og matematik. Det er altid godt at forbedre kvaliteten her – den proces må aldrig stoppes, men vi skal også forbedre kvaliteten af de sider af undervisningen, der rummer de innovative potentialer.
Innovation og bæredygtig udvikling er et fremragende makkerskab i en uddannelsessituation. I folkeskolen vil dette makkerskab kunne danne ramme om meget stimulerende og meningsfyldte undervisningsforløb, der både udvikler elevernes faglige forståelse inden for flere fag, og samtidig ruster eleverne til en verden i hastig forandring, hvor de kvikke hoveder, der forstår at tænke anderledes, bliver belønnet. – Vel at mærke, hvis de har tilstrækkeligt gå-på-mod og selvtillid.
Fra talrige samarbejder med skoler ved vi, at det netop ikke altid er de traditionelt flinke elever, som blomstrer som ’kvikke hoveder’ under sådanne forløb. Det er der også et stort potentiale i, ikke mindst hvis alle etniske elever bliver stimuleret gennem sådanne forløb og får øget deres selvværd og forståelse af det danske samfund.
UNESCOs 10-år for uddannelse for bæredygtig udvikling har endnu ikke sat sig nævneværdige praktiske spor i Danmark.
Det bør der gøres noget ved.
Trykt i dagbladet Børsen den 5. maj 2006
Iværksætteri starter ofte i det små gennem nye måder at løse gamle problemer på og masser af gå-på-mod og selvtillid. Jævnligt ender det i ingenting, men ofte går det bedre end omgivelserne spåede.
I 2005 tog verden hul på et højt prioriteret 10-år for Uddannelse for Bæredygtig Udvikling (Education for Sustainable Development, eller ESD) under UNESCO. Det har sat fokus rundt omkring i verden på, hvor vigtig en rolle både de almene skoler og de erhvervsrettede uddannelser er for, at unge mennesker udrustes til en verden i forandring. De lande, der tænker langsigtet, bliver formodentlig også de langsigtede vindere. Et land som Sverige har for eksemplet satset rigtigt meget på feltet, både forskningsmæssigt og gennem udvikling af uddannelser.
Det handler ikke om at blive skolet til en bestemt form for løsninger på allehånde problemer, som p.t. ikke klares bæredygtigt. Men det handler om at blive rustet til at kunne udvikle kreative løsninger på velkendte og nye problemer på alle niveauer, og være i stand til at udnytte viden og tanker fra et utraditionelt bredt spektrum af vidensområder. Det handler også om at være god til at samarbejde, - ikke blot at være god til at føre sine synspunkter frem, men også til at være god til at lytte og forstå, hvad andre har på hjertet.
I folkeskolen har vi generelt meget dygtige lærere til at få tingene til at glide og få de fleste med. Der er nu en øget satsning på udvikling af fagligheden i en række grundlæggende fagområder som naturfagene, dansk, sprog og matematik. Det er altid godt at forbedre kvaliteten her – den proces må aldrig stoppes, men vi skal også forbedre kvaliteten af de sider af undervisningen, der rummer de innovative potentialer.
Innovation og bæredygtig udvikling er et fremragende makkerskab i en uddannelsessituation. I folkeskolen vil dette makkerskab kunne danne ramme om meget stimulerende og meningsfyldte undervisningsforløb, der både udvikler elevernes faglige forståelse inden for flere fag, og samtidig ruster eleverne til en verden i hastig forandring, hvor de kvikke hoveder, der forstår at tænke anderledes, bliver belønnet. – Vel at mærke, hvis de har tilstrækkeligt gå-på-mod og selvtillid.
Fra talrige samarbejder med skoler ved vi, at det netop ikke altid er de traditionelt flinke elever, som blomstrer som ’kvikke hoveder’ under sådanne forløb. Det er der også et stort potentiale i, ikke mindst hvis alle etniske elever bliver stimuleret gennem sådanne forløb og får øget deres selvværd og forståelse af det danske samfund.
UNESCOs 10-år for uddannelse for bæredygtig udvikling har endnu ikke sat sig nævneværdige praktiske spor i Danmark.
Det bør der gøres noget ved.
Trykt i dagbladet Børsen den 5. maj 2006
fredag, august 04, 2006
Pisa mysteriet om Finlands høje uddannelsespræstationer
Med udgangspunkt i et projekt, som skolelærernes fagblad Folkeskolen beskriver i artiklen Man kan også lære af Finland giver lektor Frans Ørsted Andersen fra CVU Odense foreløbige konklusioner på, hvorfor skoleeleverne i Finland i Pisa undersøgelsen klarede sig så meget bedre end de danske elever. Det er frugtbare synspunkter efter min mening.
Artiklen slutter med ordene:
»Det betyder, at vi sagtens med få ændringer kan hæve det faglige niveau herhjemme, uden at vi behøver give køb på noget som helst andet, og uden at vi egentlig behøver forandre vores hverdag særlig meget«.
Dette er jeg meget enig i ud fra mine mange års arbejde med udvikling og forskning i folkeskolen.
Foruden at jeg tror på, at mange af de foreløbige tanker som Frans Ørsted Andersen gør sig vil vise sig at være en del af forklaringen, så skal vi satse meget mere bevidst på elevernes faglige begrebsudvikling.
Frans Ørsteds henvisning til brugen af bøger som noget sammenbindende for måske især de svagere elever kan blandt andet hænge sammen med dette.
Uden at det må opfattes rigidt, så er den kontinuerte opfølgning af allerede introducerede begreber (og færdigheder) helt afgørende for elevernes udbytte af undervisningen.
Der er god mening i at være kritisk over for undersøgelser som PISA. Men lad os stoppe med at søge at bortforklare resultaterne som alene værende på grund af undersøgelsesmetodiske begrænsninger.
Jeg er meget overbevist om, at de fleste danske elever kan få meget mere ud af deres skolegang, hvis vi bliver bedre til at organisere deres læreprocesser.
Det samme gælder for de fleste andre uddannelser og undervisningssituationer.
Vi må hjælpes ad.
Søren Breiting
Med udgangspunkt i et projekt, som skolelærernes fagblad Folkeskolen beskriver i artiklen Man kan også lære af Finland giver lektor Frans Ørsted Andersen fra CVU Odense foreløbige konklusioner på, hvorfor skoleeleverne i Finland i Pisa undersøgelsen klarede sig så meget bedre end de danske elever. Det er frugtbare synspunkter efter min mening.
Artiklen slutter med ordene:
»Det betyder, at vi sagtens med få ændringer kan hæve det faglige niveau herhjemme, uden at vi behøver give køb på noget som helst andet, og uden at vi egentlig behøver forandre vores hverdag særlig meget«.
Dette er jeg meget enig i ud fra mine mange års arbejde med udvikling og forskning i folkeskolen.
Foruden at jeg tror på, at mange af de foreløbige tanker som Frans Ørsted Andersen gør sig vil vise sig at være en del af forklaringen, så skal vi satse meget mere bevidst på elevernes faglige begrebsudvikling.
Frans Ørsteds henvisning til brugen af bøger som noget sammenbindende for måske især de svagere elever kan blandt andet hænge sammen med dette.
Uden at det må opfattes rigidt, så er den kontinuerte opfølgning af allerede introducerede begreber (og færdigheder) helt afgørende for elevernes udbytte af undervisningen.
Der er god mening i at være kritisk over for undersøgelser som PISA. Men lad os stoppe med at søge at bortforklare resultaterne som alene værende på grund af undersøgelsesmetodiske begrænsninger.
Jeg er meget overbevist om, at de fleste danske elever kan få meget mere ud af deres skolegang, hvis vi bliver bedre til at organisere deres læreprocesser.
Det samme gælder for de fleste andre uddannelser og undervisningssituationer.
Vi må hjælpes ad.
Søren Breiting
lørdag, marts 04, 2006
Abonner på:
Opslag (Atom)
